Et ubrydeligt bånd rejser sig fra tidens ruiner

Deres øjne mødtes endelig, og skar gennem rumtågen og de byrder, der var smedet af års adskillelse. I det stille øjeblik betød intet andet noget—bare dem, og alt hvad de nogensinde havde været.

Inden i den blik brændte en varme født af delt blod, af bånd som ingen kniv kunne skære over, men også den støjende tomrum af århundreder mærket af stilhed og afstand.

Omkring dem kollapsede lyset—fadet tråde vævet af fortrydelse og usikkerhed. En afslutning, måske… eller gnisten af noget der har været længe forsinket. For sandheden er, det har kun nogensinde handlet om dem.