Genshin Impacts Embers Beneath the Ice giver Odette og Signora den afsked, de aldrig fik

Genshin Impact har udgivet endnu en større Snezhnaya-historierække som en selvstændig cinematisk sekvens, men „Embers Beneath the Ice“ er betydeligt mere afdæmpet end de seneste konfrontationer med Ronova. Der er ingen kosmisk kamp, ingen guddommelig Autoritet og ingen ny våbenåbenbaring. I stedet vender HoYoverse blikket indad og vender tilbage til Odettes komplicerede forhold til Rosalyne-Kruzchka Lohefalter — La Signora — og giver Snezhnayas prima ballerina mulighed for at træffe en endelig beslutning om de minder, der har defineret hende. Præsenteret efter begivenhederne i Chapter VII: Act II følger teaseren Odette, mens hun konfronterer den flugtvej, Signora hemmeligt efterlod til hende: en Cor Ignis, der indeholder Arlecchinos Two Worlds’ Flames, i stand til at fjerne de minder, der bandt Odette til Fatui. I stedet for at bruge den ødelægger Odette den mulighed og vælger at bære alt videre.

HoYoverse opsummerer scenen med to linjer, der fanger konflikten med usædvanlig præcision: „Varme og kulde kan stamme fra det samme minde, der venter på et hjerte villigt til at omfavne det. Sange og danse kan få en ende, men hun vil aldrig stoppe med at bevæge sig fremad.“ Odettes minder om Signora rummer begge sider af den sætning. Rosalyne gav hendes familie økonomisk sikkerhed, da de næsten ikke havde noget tilbage, trænede hende til at blive en af Fatuis mest formidabel unge agenter og forsøgte til sidst at give hende en vej ud. Hun var også streng, følelsesmæssigt fjern og ansvarlig for en træningsregime, som Odette husker gennem isnende kulde, udmattelse, sygdom og skader. Odette løser ikke den modsætning ved at beslutte, at Signora hemmeligt var venlig eller uigenkaldeligt grusom. „Embers Beneath the Ice“ er effektiv, fordi hun nægter at slette begge halvdele.

Resultatet er et af Version 7.0’s vigtigste karakterstykker. Det uddyber Odette, humaniserer Signora uden at omskrive, hvad hun gjorde, genforbinder Arlecchinos hukommelsesbrændende flammer til den aktuelle historie og forvandler en tilsyneladende enkel handling — at ødelægge et magisk objekt — til en erklæring om identitet. I årevis forestillede Odette sig frihed som at forlade Fatui. Da Signora endelig giver hende magten til præcis det — endda ved at lade hende glemme, hvorfor hun nogensinde sluttede sig til dem — opdager Odette, at at glemme ikke længere er det samme som at være fri.

Embers Beneath the Ice er i virkeligheden Odettes epilog til Wraith’s Nocturne

Version 7.0 introducerede Odette som en af Snezhnayas første spillelige karakterer: en femstjernet Cryo-sværdbruger, prima ballerina i Korolevskiy Troupe og en kvinde hvis offentlige kunstneriske karriere eksisterer parallelt med et langt mindre synligt ansvar inden for Fatui. HoYoverse’s officielle karaktermateriale fastsatte denne dobbelte eksistens før lanceringen og beskrev, hvordan hun bevæger sig fra ubarmhjertig øvelse til Fatui-opgaver lige så naturligt som en musikskabedanser, der snurrer uden ende. Selv venner stiller spørgsmål ved, hvordan hun kan opretholde begge liv, og Odettes svar er slående enkelt: hun er blevet vant til det.

Den splittede identitet bliver en af de følelsesmæssige grundpiller i Chapter VII. Odette har i årevis opført sig, som om ballet og Fatui gør krav på hendes liv, men ingen af delene kan let fjernes uden at ændre, hvem hun er blevet. „Embers Beneath the Ice“ finder sted efter hovedkrisen i „Wraith’s Nocturne“ og fungerer næsten som svaret på det spørgsmål, hendes officielle karakteanekdote stillede før Version 7.0 blev udgivet: hvis Odette bliver utallige personer på scenen og skjuler sin Fatui-identitet for publikum, hvor eksisterer den rigtige Odette så egentlig? HoYoverse’s egen introduktion rammer hende ind som en, der aldrig virkelig har vist verden, hvem hun er.

Teaserens svar er ikke, at det ene liv var falsk. Odette vælger hverken ballerinaen frem for Fatuus eller Fatuus frem for ballerinaen. Hun vælger at beholde de erfaringer, der skabte begge. Derfor betyder den sidste handling med Cor Ignis mere end blot at forlade en organisation. Hun får tilbudt noget meget mere radikalt end afsked: muligheden for at blive en person, der ikke længere husker smerten, disciplinen, bitterheden og tilknytningerne, der er ophobet gennem årene. Hun afviser det.

Odettes barndom forklarer, hvorfor Signora blev umulig at skille fra Fatui

Odette Spessiva sluttede sig ikke til Fatui, fordi hun som barn drømte om militærtjeneste. Hendes barndom kredsede om dans. Hendes mor Violetta havde været en hyldet ballerina, mens hendes far var en soldat, der forstod lidt om ballet, men var familiens mest entusiastiske tilskuer. Odettes frigivne karakterhistorie beskriver et hjem, der var økonomisk forfaldent og fysisk koldt, men følelsesmæssigt varmt, med hendes far ventende efter prøver og med et sløret fotografi af en af hendes tidlige succeser.

Det liv kollapsede, da hendes far døde under vagt i forbindelse med det, der senere ville blive Project Stuzha. Violetta led senere en skade, der afsluttede hendes egen scenekarriere og efterlod familien uden sine tidligere indtægtskilder. La Signora, som havde kommandoen over Odettes far, kom til huset efter hans død og tilbød at placere den unge pige under Fatui-pleje i bytte for økonomisk støtte. Violetta nægtede først, men Odette accepterede, overbevist om at hun kunne overleve Fatui-træningen, fortsætte ballet og til sidst tjene nok til selv at forsørge sin mor.

Denne beslutning forklarer meget af Odettes senere bitterhed. Hun så ikke Signora som en frelser, der reddede hende fra fattigdom. Rosalyne repræsenterede den samme institution, der havde taget hendes far, og den træning, der fulgte, gjorde sammenkoblingen endnu hårdere. Odettes egne frigivne voice-over siger, at hun var taknemmelig over for Rosalyne, men engang hadede hende, idet hun mindes frysning, kollaps af udmattelse, skader og sygdom som normale dele af træningen. Hendes oprindelige drøm var ikke at stige gennem Fatui-hierarkiet; den var at blive succesfuld nok som ballerina til at forsørge Violetta og derefter forlade både Signora og Fatui.

Den kombination af gæld og nag er „varmen og kulden“ i teaserens beskrivelse. Signora indtager begge følelsesmæssige positioner samtidig. Hun forbindes med hårdhed, forpligtelse og tab, men hun er også så dybt indlejret i Odettes udvikling, at sletning af Rosalyne fra erindringen ville udslette en stor del af den person, Odette blev.

Signora forstod Odettes selvdestruktive beslutsomhed, fordi hun selv havde levet den

Et af de mere afslørende detaljer i Odettes karaktermateriale kommer fra det øjeblik, Signora accepterer hende i Fatui. Rosalyne ser på barnet og genkender en særlig slags beslutsomhed: Odette er allerede villig til at ødelægge sig selv for at opnå det, hun mener, hun må opnå. Signora ser den tendens med det samme, fordi hendes egen fortid fulgte en lignende bane. Efter Rostams død under Cataclysm forvandlede Rosalyne sig gennem flydende ild og blev Crimson Witch of Flames, og hun brændte meget af det liv væk, hun engang kendte, i jagten på hævn mod de monstre, der ødelagde Mondstadt.

Det gør ikke Signoras senere behandling af Odette sund. De frigivne dialoger er eksplicitte om brutaliteten i træningen, og historien behøver ikke at blødgøre det for at etablere et kompliceret bånd. Hvad det antyder, er, at Rosalyne genkendte noget af sig selv i den yngre pige og ikke vidste, hvordan hun skulle reagere andet end gennem den samme hårdhed, der havde defineret meget af hendes egen tilværelse.

Den følelsesmæssige inkompetence bliver et vigtigt element i Version 7.0’s retrospektiv over Signora. Community-dokumentation af den frigivne Archon Quest indfanger en samtale, hvor Rosalyne søger råd hos Arlecchino netop fordi hun ikke ved, hvordan hun skal kommunikere med Odette. Arlecchino, hvis House of the Hearth får hende til konstant at tænke over forskellen mellem disciplin og omsorg, fortæller effektivt Signora, at relationer til børn ikke altid kan håndteres gennem konfrontation.

Resultatet er bevidst tragisk snarere end sentimental. Signora og Odette begynder til sidst at forstå hinanden, men de er begge så dårligt rustet til at udtrykke den forståelse, at forsoningen ankommer efter, at en af dem allerede er død.

Ballet blev Odettes måde at modsætte sig Signora på længe før det blev hendes afsked

Dans var det ene område, Odette nægtede at lade Fatui fuldstændigt kontrollere. Hun fortsatte at øve, selv mens hun gennemgik militær træning, og gjorde ballet til både en arvet drøm og en handling af modstand. Et af forholdets definerende episoder sker, da Signora finder hende under træning, og Odette fortæller Rosalyne, at hun ikke har ret til at se den dans, Violetta lærte hende. I stedet for at straffe hende går Signora, og fra da af blander hun sig ikke længere i hendes ballettræning.

Den udveksling får en helt anden betydning i „Embers Beneath the Ice.“ Senere materiale afslører, at Signora faktisk havde planer om at overvære Odettes optræden. Efter at have gennemført sin mission med Geo Archon’s Gnosis i Liyue sendte Rosalyne bud om, at hun ville komme til en af Odettes optrædender og bad om en invitation. Hun nåede aldrig tilbage. Hendes næste store opgave førte hende til Inazuma, hvor hun tabte Duel Before the Throne mod Traveler og blev henrettet af Raiden Shogun.

Odette mistede derfor chancen for at revidere deres sidste uenighed, mens Signora levede. Hun havde engang nægtet Rosalyne retten til at se hende danse, kun for senere at opdage, at Signora havde besluttet, at hun ville komme alligevel. Fremførelsen ved mindehøjtideligheden i Version 7.0-sekvensen bliver det nærmeste, de to karakterer kommer til at fuldføre den ufærdige udveksling. Publikum er ikke længere fysisk til stede, men Odette udfører den dans, Rosalyne aldrig levede til at se.

Derfor er HoYoverse’s anden linje — „Sange og danse kan få en ende“ — ikke blot poetisk pynt. En optræden har en sidste bevægelse. Et forhold gør det ofte ikke. Odette kan ikke længere tale med Signora, undskylde, anklage hende eller spørge, hvad hun egentlig havde til hensigt. Hun kan kun beslutte, hvilken betydning det ufærdige forhold skal have i hendes eget liv.

Cor Ignis gav Signora en måde at frigive Odette på, hvis hun aldrig vendte tilbage

Det vigtigste objekt i teaseren er Cor Ignis, en enhed knyttet til Signoras underordnede og til hendes flamme. Version 7.0 udvider konceptet betydeligt og afslører, at Odettes sag var usædvanlig, fordi flammen forbundet med hendes Cor Ignis havde forbindelse til Arlecchinos Two Worlds’ Flames i stedet for blot at fungere som endnu et resterende fragment af Signoras egen magt. Frigivet Snezhnaya-materiale forklarer, at Rosalyne arrangerede dette med Arlecchino før afrejse på de missioner, der til sidst førte hende gennem Liyue og Inazuma.

Årsagen var skræmmende personlig. Hvis Signora vendte tilbage, og Tsaritsa’s bredere plan lykkedes, ville Odette fortsætte ind i den nye verden, Fatui håbede at bygge. Men hvis Rosalyne mislykkedes, ville hun ikke automatisk fordømme den yngre kvinde til at følge samme sti. Arlecchinos flamme tilbød en anden mulighed: fjern de minder, der bandt Odette til Fatui, og lad hende forlade det liv bag sig.

Konceptet minder direkte om Arlecchinos egen 2024 Story Quest, hvor hendes Two Worlds’ Flames allerede var forbundet med en symbolsk form for genfødsel og med at frakoble folk fra deres tidligere liv. HoYoverse’s officielle „Cinder of Two Worlds’ Flames“ animation beskrev en gammel Khaenri’ahn-skik, hvor et barn gik gennem et mørkt ildsted og kom ud som genfødt — et sprog, der bevidst knyttede Arlecchinos ild til overgang mellem identiteter.

For Odette omdannede Signora effektivt den princip til en nødudgang. Rosalyne kunne ikke love, at hun ville overleve Fatui’s krig. Hvad hun kunne forsøge, var at sikre, at Odette ikke behøvede at arve konsekvenserne, hvis hun døde.

Odette ødelægger flugten, fordi glemsel ville udslette mere end smerten

Det er den beslutning, „Embers Beneath the Ice“ endeligt løser. Den simpleste fortolkning af Cor Ignis ville være frihed: Odette ønskede engang at forlade Fatui, Signora gav hemmeligt en mekanisme, der kunne gøre det muligt, og år senere lærer Odette, hvad hun blev givet. Alligevel, da hun når Rosalyne’s mindehøjtidelighed, ødelægger hun beholderen i stedet for at bruge flammen til at fjerne de minder.

Den præcise visuelle præsentation har forårsaget noget oversættelsesrelateret diskussion, fordi forskellige sprogversioner gør Cor Ignis’s tidslinje en smule lettere eller sværere at afkode, især hvad angår hvilken flamme der blev placeret i Odettes enhed og hvornår. Hvad der ikke er tvetydigt, er udfaldet. Odettes dialoglinjer efter questen fortsætter med at tale om Rosalyne, Cor Ignis og den forståelse, hun endelig har nået, hvilket betyder, at scenen ikke skildrer, at Odette med succes udsletter sine Fatui-minder. Hendes egen dialog spørger, hvorfor det tog indtil efter Rosalyne’s død for de to at til sidst forstå hinanden.

Det gør ødelæggelsen til en bevidst afvisning af glemsel. Odette har lidt på grund af Fatui. Hun har lidt på grund af Signora. Men disse erfaringer indeholder også hendes far, hendes mor, disciplinen der formede hende, balleten hun kæmpede for at bevare og den uløste tilknytning til en mentor, hun både hadede og sørgede over. At fjerne en kategori pænt fra hukommelsen ville ikke genskabe barnet, der eksisterede før alt det skete. Det ville skabe en anden person.

Teaserens centrale tema er derfor ikke tilgivelse. Det er integration. Odette accepterer, at varme og kulde kan komme fra det samme minde og beslutter, at hun ikke behøver at rense fortiden til en simplere følelsesmæssig fortælling.

Det fritager ikke Signora, og teaseren er stærkere fordi den ikke forsøger det

HoYoverse’s tilbagevenden til Rosalyne er uundgåeligt betydningsfuld, fordi Signora har været en af Genshin Impact’s mest omdiskuterede afdøde karakterer siden Inazuma. Hun var den Ottende Fatui Harbinger, den tidligere Crimson Witch og en stor antagonist i Mondstadt, Liyue og Inazuma, før Raiden Shogun dræbte hende. Version 7.0 giver hende bevidst mere personlig kontekst, men „Embers Beneath the Ice“ bør ikke læses som en efterrationalisering om, at Signora hemmeligt var misforstået i alle tidligere optrædener.

Odettes minder bevarer eksplicit de grimmere dele. Signora var kravende, hård og ude af stand til at kommunikere hengivenhed på en sund måde. Odette gjorde hende ansvarlig for omstændighederne efter hendes fars død, led i høj grad under træningen og brugte år på at forestille sig dagen, hun endelig kunne gå væk. Det forhold, at Rosalyne til sidst forsøgte at frigøre hende, gør ikke de tidligere oplevelser væk.

Det nye materiale giver Signora et forhold, hvor hendes modsætninger bliver synlige. Hun holdt af Odette nok til at søge Arlecchino’s råd, planlagde at overvære den dans, hun engang havde fået at vide, hun ikke fortjente at se, og forberedte en mekanisme, der kunne befri Odette, hvis hun selv ikke vendte tilbage. Samtidig forblev hun den person, hvis adfærd gjorde den flugt nødvendig i første omgang. Den spænding er langt mere medrivende end at omskrive hende som enten hemmeligt moderlig eller fuldstændig ligeglad.

Odettes endelige valg afspejler samme kompleksitet. Hun behøver ikke beslutte, at Rosalyne var et godt menneske for at blive ved med at elske, hade eller huske hende.

Odette og Signora er bygget omkring modsatte former for ild og is

Titlen „Embers Beneath the Ice“ virker på flere niveauer. Odette er en Cryo-karakter defineret visuelt af rim, tilbageholdt følelse og svaneimagery. Officielle samtaler mellem Arlecchino og Sandrone beskriver hende som markant forskellig fra Rosalyne: Signora’s dans var forbundet med ildfuld lidenskab, mens Odette fremstår kold og uudgrundelig på overfladen. Selv før Version 7.0 havde HoYoverse derfor allerede etableret ild og is som følelsesmæssige sprog for de to kvinder frem for blot deres kamp-elementer.

Rosalyne’s historie gør „embers“-siden endnu mere bogstavelig. Før hun blev La Signora, var hun Crimson Witch of Flames, og selv efter hendes død forbliver billedet af crimson møl, flydende ild og resterende flammer uløseligt forbundet med hendes nærvær. Odettes Cor Ignis indkapsler fysisk flamme i en form associeret med kulde og gør titlen til en næsten nøjagtig beskrivelse af det objekt, der bærer Signora’s sidste forsyning til hende.

Men den vigtigste betydning er følelsesmæssig. Odette opfører sig med ekstraordinær tilbageholdenhed. Hendes officielle karakterbeskrivelser understreger gentagne gange, hvor lidt hun tilbyder et publikum ud over de udtryk, hvert rolle kræver. Hun kan opføre lidenskab perfekt uden nødvendigvis at afsløre sin egen. Under den kolde ydre fremviser Version 7.0 dog en ophobning af raseri, sorg, skyld, ambition og tilknytning, der aldrig forsvandt.

Gløden under isen er derfor ikke nødvendigvis bevis for, at Signora bogstaveligt talt er i live. Det er vedholdenheden af følelsesmæssig varme under et forhold, der udefra så koldt ud.

Teaseren bekræfter ikke Signora’s genopstandelse

Tidspunktet har naturligt skærpet spekulationerne. HoYoverse udgav „Embers Beneath the Ice“ lige efter selvstændige videoer med titlerne „Death Is Near“ og „The Hour of Resurrection Draws Near,“ som begge handler direkte om Ronova, dødelighed og reglerne omkring død. Den næste store selvstændige historieplacering sætter så Signora prominent tilbage i samtalen, mens titlen bruger billedet af gløder overlevende under is. For en karakter, hvis død i årevis har fremkaldt genopstandelsesteorier, vil sekvensen næsten garanteret tiltrække opmærksomhed.

Der er stadig ingen officiel bekræftelse i denne teaser på, at Rosalyne er vendt tilbage til livet. Sekvensen fungerer gennem Odettes minder, Signora’s overlevende arrangementer og symbolik forbundet med Crimson Witch. Samtidige quest-walkthroughs behandler tilsvarende mindehøjtideligheden som en erindring snarere end en fysisk genopstandelse.

Den sondring betyder noget, fordi Version 7.0 bevidst er fuld af opstandelsessprog. Ronovas rolle, efterlivssekvenserne og Fatui’s forsøg på at udnytte guddommelige regler gør døden langt mindre simpel end i tidligere kapitler. Det er derfor rimeligt for spillere at spørge, om Signora kan blive relevant igen, især når HoYoverse bevidst vender tilbage til hendes ufærdige forhold. Det er ikke rimeligt at fremsætte genopstandelse som fastslået kendsgerning, før spillet selv gør det.

For nu beviser „Embers Beneath the Ice“ noget mere begrænset, men stadig betydningsfuldt: Signora’s narrative konsekvenser sluttede ikke med Musou no Hitotachi.

Odettes valg løser også konflikten mellem hendes ballerina- og Fatui-identiteter

Før Snezhnaya blev lanceret, ramte HoYoverse gentagne gange Odette gennem opdelingen. Hun er prima ballerinaen, der optræder for enorme publikum, og Fatui-operatøren, hvis anden forpligtelse ligger uden for reporternes blik. Hendes officielle profil gør opmærksom på, hvor ubønhørligt hun skifter mellem ballet og opgaver, mens hendes anekdote spørger, om den rigtige person gemmer sig et sted mellem de to roller.

Cor Ignis tilbyder en tilsyneladende ren løsning: fjern minderne om det ene liv og lad det andet dominere. Odette afviser det, fordi den adskillelse ikke længere er ærlig. År i Fatui-tjeneste påvirkede hendes disciplin, relationer og forståelse af Snezhnaya, mens ballettens private identitet aldrig blev fuldstændig opslugt af Fatui. Hun er ikke én person forurenet af en anden identitet. Hun er resultatet af begge.

Denne fortolkning understøttes af hendes karakterteaser, „An Illusion of Gentle Snow,“ som beskriver hendes liv gennem billedet af en vandfugl fanget af en frossen sø og forestiller hende endelig bryde fri, så hendes vinger kan bære hende opad. Ved første øjekast kunne „at bryde fri“ let betyde at forlade Fatui. Version 7.0 giver metaforen en mere nuanceret afslutning. Odette bliver fri, når hun holder op med at lade enten Signora eller sin nag mod Signora definere, hvad hun næste skal blive.

Hun kan forblive forbundet med Fatui uden at tilhøre Rosalyne. Hun kan fortsætte ballet uden kun at bruge den som en handling af oprør. De identiteter, der engang blev påtvunget eller forsvaret, bliver nu valg, hun kan træffe for sig selv.

At optræde ved Rosalyne’s mindehøjtidelighed bliver den farvel, ingen af kvinderne nåede, mens hun levede

Dansen er derfor den følelsesmæssige afslutning på hele historielinjen. Odette fortalte engang Signora, at hun var uværdig til at se den. Signora besluttede senere, at hun ville overvære den alligevel, men hendes død i Inazuma forhindrede den forsoning i at ske. Mindehøjtideligheden placerer endelig Odette foran Rosalyne én sidste gang, selvom hendes tidligere mentor ikke længere kan svare.

Der er noget særligt passende i, at Odette kommunikerer gennem bevægelse frem for dialog. Deres forhold fejlede gentagne gange, når de forsøgte at tale sammen. Rosalyne udtrykte omsorg gennem disciplin og beredskabsplaner frem for ømhed. Odette udtrykte modstand ved at fortsætte med at danse frem for at fortælle Signora, hvad ballet betød for hende. På det tidspunkt, hvor begge virkelig forstod, hvad den anden havde forsøgt at kommunikere, var direkte samtale umulig.

Optrædenen sletter ikke den historie, men den giver Odette ejerskab over dens afslutning. Hun er ikke længere det barn, der venter på Signora’s godkendelse, ej heller underordnede, der forestiller sig tilfredsheden ved at gå væk. Hun vælger at danse, fordi hun ønsker, at Rosalyne skal modtage den optræden, der aldrig fandt sted, og vælger derefter at beholde de minder, der gør gestussen meningsfuld.

Uden de minder ville dansen være teknisk identisk, men følelsesmæssigt tom.

Embers Beneath the Ice handler om at nægte den nemmeste form for frihed

Det er det, der gør teaseren til en af de stærkeste karakterafslutninger i Snezhnayas åbningskapitel. Odette får en overnaturlig version af noget, mange mennesker ville ønske var muligt: evnen til at fjerne smertefulde minder og fortsætte livet uden deres vægt. Hun nægter, fordi disse minder er uløseligt forbundet med alt det andet, de indeholder.

Hendes fars død gør ondt, men at huske ham betyder også at huske hjemmets varme. Violetta’s skade repræsenterer tab, men den ballet Odette arvede fra sin mor forbliver central i hendes liv. Signora’s træning var brutal, alligevel blev Rosalyne også en af de figurer, Odette lærte at definere sig imod. Selv Fatui, engang forestillet som et rent hindrende element mellem Odette og scenen, er blevet en del af et liv, hun nu forstår på egne præmisser.

HoYoverse’s linje om varme og kulde fra det samme minde beskriver derfor mere end nostalgi. Den afviser idéen om, at følelsesmæssige modsætninger må løses ved at vælge én version af fortiden som den „virkelige“. Odette kan hade Rosalyne og savne hende. Hun kan erkende den skade, Signora forårsagede, og alligevel værdsætte, hvad der fandtes imellem dem. Hun kan forstå, hvorfor Signora forsøgte at frigive hende uden at acceptere antagelsen om, at glemsel ville være en forbedring.

Den gamle Odette ønskede at flygte fra Fatui så fuldstændigt, at Signora og alt forbundet med hende ville forsvinde fra hendes liv. Kvinden, der står ved Rosalyne’s mindehøjtidelighed, opdager, at hun ikke længere ønsker den slags frihed.

„Embers Beneath the Ice“ blev udgivet af HoYoverse den 23. august 2026 som en del af det fortsatte Version 7.0 Snezhnaya-storymateriale. Den genopliver ikke La Signora, og den udsletter heller ikke den grusomhed og konflikt, der eksisterede mellem hende og Odette. I stedet giver den deres forhold den afslutning, ingen af karaktererne var i stand til at producere, mens Rosalyne levede: Odette forstår endelig, hvad Signora havde til hensigt, afviser gaven om at glemme og opfører den dans, hun engang nægtede hende.

Fremførelsen slutter. Minderne forbliver. Og Odette fortsætter med både frosten og gløden intakt.