Bud Spencer & Terence Hill - Slaps And Beans

\r\n \r\n \r\n\r\n Som forventet, og i modsætning til spillet Noi Siamo Angeli fra 1997 (en serie med Bud Spencer), har de de

\r\n\r\n

Som forventet, og i modsætning til spillet Noi Siamo Angeli fra 1997 (en serie med Bud Spencer), har de denne gang valgt den genre, der passer dem bedst: beat 'em up (mig imod nabolaget). I starten af spillet kan vi vælge at spille som Terence eller Bud.

\r\n\r\n

Spillet er specielt designet til to spillere, men hvis der ikke er nogen at spille med, overtager maskinen kontrollen over den anden karakter, og vi kan styre dem, når vi vil, med en knap, der lader os skifte fra den ene karakter til den anden.

\r\n\r\n

De to karakterer styres i princippet på samme måde, selvom der er visse forskelle, når det kommer til at udføre deres bevægelser. Vi har en knap til at angribe, en til at lave et specialtræk, en til at gribe ting (eller fjender) og en anden til at forsvare os. Et af de bedste detaljer ved dette spil er den nærhed, de har haft til det originale materiale, så de bevægelser, vi ser i spillet, er taget fra filmene med disse to legendariske skuespillere.

\r\n\r\n

Spillet har mange detaljer, som gør det særligt interessant for fans af det knytnæve-slaggy duo, og endda for fans af actionspil generelt. Under gameplayet møder vi en række situationer, der ændrer spillets tone gennem brug af mini-spil, hvilket ofte giver mening på grund af disse skuespilleres films karriere.

\r\n\r\n

Desværre kræver det at lave et godt videospil mere end blot at tage kilde materialet og se, hvordan scener kan omdannes til gameplayelementer. Man skal måle tidspunkter, intensiteter, og skabe scener på den mest mindeværdige og mindst kedelige måde. Desværre er dette, hvor Slap and Beans falder lidt igennem, især hvis vi spiller spillet i ét stræk.

\r\n\r\n

På den anden side, hvis vi spiller som om hver scene var en film, er denne mangel mindre mærkbar. Det er en skam, men vi må indrømme, at beat 'em up-genren er meget svag på dette punkt, og der er meget få spil, der ved, hvordan man effektivt håndterer dette problem.

\r\n\r\n

Heldigvis, hvor vi kan sige, at det virkelig stråler, især for dem der sætter pris på godt pixelart, er i grafikken. Vi har konstant en følelse af at være inde i en af denne duos film, men som om spillet var designet til en lidt mere kraftfuld enhed end 16-bit maskiner eller konsoller.

\r\n\r\n

Men hvor spillet virkelig når exceptionelle niveauer, er i lyden. Fra første øjeblik er der musik fra filmene, hvoraf nogle synges, og lyde taget direkte fra film som They Call Me Trinity og senere værker, inklusive den klassiske lyd af hammeren, der falder på fjender, når Buds næve rammer deres hoveder. Dette gøres med meget spaghetti western karakter, mens det er relativt tro mod 16-bit spil kategorien, så der er ingen relativt komplekse stemmer i dette spil, alt er i tekst og normalt godt oversat.

\r\n\r\n

Det skal siges, at dette spil skal tages for, hvad det er, en hyldest til en filmgenrer og skuespillere, der satte deres præg i visse dele af verden. I sig selv er det et fantastisk produkt, men hvis vi holder fast ved, at det er et arkadespil af en bestemt genre, er det ikke det bedste eksempel, på trods af sin gode kunst og lyd.