Defense Grid: The Awakening

Tak til denne titel kan vi sige, at fans af realtidsstrategi er heldige, da det er et RTS (Realtidsstrategi) af en

Tak til denne titel kan vi sige, at fans af realtidsstrategi er heldige, da det er et RTS (Realtidsstrategi) af en subgenre, der er blevet mere udbredt de seneste år: Tower Defense subgenren.

Selv om den første titel var et arkadespil fra 1990'erne kaldet Rampart, var det det spil med samme navn, der virkelig gjorde Tower Defense subgenren populær.

Et Tower Defense spil har til formål at bygge tårne langs en sti, hvor en række AI-kontrollerede monstre cirkulerer for at ødelægge vores base.

Disse tårne skyder forskellige elementer, såsom ild for at brænde, is for at nedslowe, missiler til flyvende enheder, eller bomber til at skade store områder. Spilleren vil blive belønnet med ressourcer for hver dræbt fjende for at kunne bygge flere tårne eller forbedre skudfrekvensen, styrken og rækkevidden af de eksisterende.

Under denne præmis har mange spilselskaber forsøgt at kopiere denne formel med begrænset succes.

Historien i disse spil, som du kan forestille dig, er ikke andet end en undskyldning for at forsvare en base og bygge forsvarstårne omkring den. Men denne gang kan vi nyde en Kunstig Intelligens med en særlig form for humor, der tilbyder en voice-over tutorial: hvordan hvert tårn fungerer, hvordan man forbedrer dem, hvilken type nye fjender vi vil møde, og andre ting, vi vil opdage, efterhånden som vi fremskrider i spillet.

Med hensyn til gameplay i Defense Grid: “The Awakening” finder vi to typer missioner: skærmene, hvor stien allerede er sat på siderne at bygge på, og skærmene, hvor du skal lede strømmen af dine fremmede fjender. Disse sidste er sandsynligvis de mest underholdende og svære, da aliens altid søger den korteste rute, og det store ubebyggede område i starten hjælper ikke meget. Selvfølgelig er fornøjelsen ved at se horder af modstandere dø hjælpeløst foran det labyrintiske virvar, du har bygget, uvurderlig.

Det punkt, hvor vi kan observere den største innovation inden for denne subgenre, er i modstandernes mål. For en gang skyld ønsker de ikke at udslette dig eller udrydde din race, men de har simpelthen til hensigt at stjæle kernerne fra dit hovedkvarter, en kilde til energi af incalculabel værdi. Det er ikke, at kidnappe dig og lade dig uden ressourcer til at overleve er meget mere ærligt end at ødelægge dig; men denne gang har du mulighed for at give dem, hvad de fortjener, på vej ud (når de går for at hente kernerne fra din base) og på vej tilbage (når de vender tilbage med dem til deres planet).

Det, der umiddelbart kan synes at gøre spillet lettere for brugeren (da du har to muligheder for at udslette fjenden) er faktisk et tveægget sværd. Når en alien elimineres og taber den stjålne kerne, kan to ting ske: den lille energikugle vender lidt efter lidt tilbage til vores base, eller den bliver intercepted af en anden rival. Husk, de kommer i bølger, som en rugbyhold der forsøger at score et touchdown.

Den primære kampagne har en stigende sværhedsgrad, hvor hvis du hurtigt forstår spillets mekanik og ser, hvilket tårn der fungerer godt mod hvilken type fjende, vil du være i stand til at klare skærmene uden at skulle gentage dem mere end én gang. De sidste par bølger af hver runde kan være udfordrende, men hvis du brugte dine ressourcer korrekt, vil du opdage, at du har fuldført 80% af missionen, og du vil klare de sidste to bølger. Desuden, hvis du bliver dræbt midt i missionen, har du muligheden for at genlæse “et checkpoint”, som maskinen automatisk gemmer hver gang der er et kompliceret afsnit eller en ny fjende, du aldrig har mødt før.

Det grafiske aspekt overrasker ved første øjekast for et spil af denne stil. Og det er ikke overraskende, da det bruger Gamebryo-motoren, den samme der blev brugt i Oblivion, Fallout 3 og Civilization IV. Tårne og fjender vil se detaljerede ud i nært kig, og du vil kunne skelne dem perfekt i fjernt udsyn. De mest opmærksomme vil bemærke, at fjenderne, selvom de bevæger sig langs den samme sti og i skarer, ikke følger præcist det samme mønster, og hvis en af deres alien-kompagnoner optager et rum, vil de ikke krydse det eller kollidere med det, eller fremstå stive når de tager 90° sving, noget der normalt skader øjet i andre spil af denne stil.

I lyddelen finder vi det, der er nødvendigt for dette spil: en karakteristisk og distinkt melodi, der hæver spændingerne, når der er en kamp, eller som slapper af i pauserne mellem bølgerne. Et detalje, som jeg synes er vigtigt at fremhæve, er, at udviklerne har gjort soundtracket tilgængeligt for alle helt gratis (så længe det er til eget og ikke-kommercielt brug).

Defense Grid: The Awakening er et godt Tower Defense, det tilbyder mange nye funktioner, det grafiske aspekt er solidt, og det har flere spilmodes, der giver stor genafspilbarhed.

Du må ikke gå glip af det, hvis du er fan af Tower Defense eller strategi generelt, og hvis du ikke er, synes jeg, det er en god måde at komme i gang med genren, da få spil du vil finde er så komplette, varierede og har et grafisk aspekt så omhyggeligt som dette.