Flynn: Son of Crimson

Flynn: Son of Crimson er et af de indie-spil, der er ideelt for dem, der elsker to-dimensionale platformspil med fokus på eventyr og k

Flynn: Son of Crimson er et af de indie-spil, der er ideelt for dem, der elsker to-dimensionale platformspil med fokus på eventyr og klassiske elementer. Titlen fra Studio Thunderhorse genopfinder ikke noget, men det behøver den heller ikke. Deres hoveddygtighed er, hvordan de har udnyttet de værktøjer, de har til rådighed, og hvordan de udfører deres mekanikker.

Denne titel sætter os i skoene på unge Flynn i en historie, der fortæller helten's rejse for at beskytte sit hjemland. En ubarmhjertig ondskab truer uden varsel på den smukke ø Rosantica. Barrieren mellem øen og The Scourge er sprunget, hvilket giver anledning til overnaturlige fænomener med fjendtlige skabninger, der langsomt befolker hvert hjørne af øen. Flynn er den udvalgte, der skal sætte en stopper for denne katastrofe og dermed genoprette en truet fred. Han gør det ikke alene... Dex, hans mystiske følgesvend og beskytter, vil følge ham på denne rejse, selvom du må finde ud af, i hvilket omfang.

Sådan præsenteres et spil, der grundigt har studeret de klassiske værker, der engang prægede stilen for sidescroller RPG'er. Essensen af Shovel Knight hænger i luften; ikke kun i dens struktur, men også i dens kontrolsystem. Yacht Club Games' arbejde er kendt for at være en milepæl, men denne titel stræber ikke efter at imitere det. I stedet dykker det overraskende dybt ned i et udvalg af bevægelser og handlinger, der giver hele oplevelsen sin egen identitet. Ærligt talt ved Flynn: Son of Crimson, hvordan man skelner sig så godt, at sammenligninger glemmes efter de første par niveauer. Dens længde, blot 6 timer i et moderat tempo, efterlader dig med ønsket om mere, men undgår også at miste overraskelsesfaktoren. Den gentager næppe situationer, den ved, hvordan man integrerer karakterens nye evner og blander dem sammen, så hver type fjende er svag over for en bestemt type elementær magi, men den udnytter dem ikke helt.

Én ting, der er overraskende, er, hvor meget det påvirker gameplayet at bruge et sværd, en økse eller et greb; ikke så meget fordi kontrollerne er forskellige eller fordi de gør mere eller mindre skade (de har endda forskellige kombinationer), men fordi fjender kan være usårlige over for én bestemt type angreb... og frygteligt svage over for en anden. Dette forstærker RPG Action-elementet i Flynn: Son of Crimson eksponentielt, især i de sidste faser og zonebosserne, og niveau designet er også skabt med dette in mente.

Virkeligheden er, at Flynn: Son of Crimson ikke er en metroidvania, det er et sidescrollende platformspil, og dets gåder er ekstremt enkle. Nogle af dem skærer ind i den meget aktive tempo af gameplayet. Dens store dyd, sammen med det strengt mekaniske og kontrolsystemet, er slutbossene. Ligesom Mega Man når vi normalt til dem med mindst én ny færdighed, men det er ikke en fejl; snarere kombinerer det alt, hvad vi har lært, og sætter os i mere end én dilemma. I alt er der omkring et halvt dusin af dem, og de dominerer over hver del af den truede region. Af og til vil vores fremskridt over kortet blive afbrudt af en katastrofe, som er en bosskamp: indtil vi besejrer den, er alle niveauer låst.

Skarphed på alle fire sider

Som du kan forestille dig, er udseendet i dette tilfælde ikke bedragerisk. Flynn: Son of Crimson er et smukt spil, det er behageligt for øjet og har fantastiske animationer. Dets 2D-fokus er på farve, både i karaktererne og i landskaberne, og det ser godt ud på enhver skærmstørrelse ved 60 FPS. Karakteranimationerne, især Flynn og Dex, er fulde af detaljer, ligesom de miljøer og fjender, vi møder under eventyret. Derfor er det ærgerligt, at der er så lidt variation på det område. Man ender med hurtigt at identificere mønstrene i en kunstig intelligens, der efterlader noget at ønske. Nogle gange er miljøet en større hindring end fjenderne selv.

Kort sagt er Flynn: Son of Crimson et frisk, fornøjeligt, veludført og uambitiøst eventyr, en ærlig titel på enhver måde, der forhåbentlig vil tjene studiet til at lave en større og mere ambitiøs efterfølger eller eksperimentere med andre genrer. Der er ikke noget at klandre, selvom der heller ikke er opnået ekspertise. At afslutte det med et smil på læberne er et tegn på, at de har gjort et godt stykke arbejde.