Songbringer · IDC Games

Nogle gange, når vi analyserer et spil, kan det ikke nægtes, at det, der er foran os, er anderledes. Specielt ved denne lejlighed brin

Nogle gange, når vi analyserer et spil, kan det ikke nægtes, at det, der er foran os, er anderledes. Specielt ved denne lejlighed bringer Wizard Fu Games os et atypisk 2D-actionspil og alle de nødvendige kvaliteter for at få det til at skille sig ud på indiescenen.

Det minder lidt om Zelda og teknisk set en fornøjelse. Songbringer tilbyder os en sund dosis humor og lidt lidelse undervejs.

At spille Songbringer indebærer at konfrontere faren fra et spil, der er proceduremæssigt genereret - baseret på et mønster, du giver det - mens du overlever et fjendtligt miljø, der kunne sende dig ud over kanten. Wizard Fu Games viger ikke tilbage fra det faktum, at dette spil betragtes som hardcore, og du kan forvente at dø igen og igen efter mange anspændte øjeblikke.

Nej lad os tage fat på, hvilken fest for øjet det er; dette er ren pixel påskønnelse. Den er forpligtet til sin retro-følelse, men den har også et moderne touch, hvilket betyder, at karakterer ikke bare ser ud som om de sidder fast på overfladen, de har mere en tilstedeværelse. Dette er yderligere hjulpet af integrerede skygger, og den konstante regn og dens pixelerede dråber lander i søerne, og adskiller den fra en 16-bit titel.

Songbringer hylder og parodierer Legend of Zelda lige fra starten. Du begynder med at gå ned i en hule i jagten på et sværd, som derefter hæves på en måde, der er indbegrebet af Hyrule... Men dette er kun begyndelsen. Senere indsætter du et ord på seks bogstaver (hvad du kan lide, det behøver ikke at give mening), og spilkortet genereres ud fra det. Tilfældigheden af det betyder, at hver gang du starter et nyt spil, føles det som om alt fungerer. Når det er sagt, er ikke alt en seng af roser. Mærkelig, nervepirrende dialog bringer dig tilbage til den virkelighed, at du passerer gennem en ubehagelig, dystopisk verden.

Elementer af fantasi er blandet med iøjnefaldende metalliske platforme, hvilket giver dig følelsen af, at du er blandt ruinerne af en falden tekno-middelalderlig civilisation. Oven i dette er der genstande til at hjælpe dig gennem hele dit eventyr. Interessant nok er der et åbenlyst psykedelisk element i spillet. For at komme dig og skærpe dine sanser skal du tage visse stoffer, som typisk er hallucinogene. Faktisk kommer disse fornemmelser på grund af det, vi bliver vist af spillet. Et andet interessant aspekt er muligheden for at meditere. Udviklerne kunne tydeligvis godt lide ideen om at blande "vild" og "uregerlig" med meditation zen.

Bare rolig, det handler for det meste om at svinge sværd og bevæge sig rundt på skærmen, mens dele af fjender forsøger at tage dig ned. Der er også flere våben, der skal låses op, alle almægtige. Det hele er overhældt i en seriøs sans for humor (og frem for alt latterliggørelse), lige fra det øjeblik vi møder hovedpersonen, Roq Epitheos, som er skjorteløs, efter at have mistet sit tøj i et skibsforlis, der efterlod ham "strandet" i Ezkeras verden.

For at konkludere, skal det siges, at Songbringer er en ægte roguelike, der trækker fra RPG-erfaring, men tilbyder en, der er mere "hardcore". Den sætter sit præg med sine tilfældigt genererede kort, og en vis enkelhed – som den forsøger at kompensere for med våben og en god sværhedsgrad.