Voidigo · IDC Games

Videospil er fyldt med gode lyde og musiknumre. Den forvrængede eksplosion af raketter i Quake, den skræmmende lyd af et headshot i Ge

Videospil er fyldt med gode lyde og musiknumre. Den forvrængede eksplosion af raketter i Quake, den skræmmende lyd af et headshot i Gears of War, de ikoniske skrig fra Mario... Disse fungerer alle som lokkemad, der fører os ind i verdenen af vores yndlingsspil.

Mange subtile animationer tjener også dette formål: skærmen ryster i Vlambeers pixelart arkadespil, pauserne når man rammer, og de hårde lydsignaler fra Hades' kampe. Alt dette forbedrer hver handling og fylder hver oplevelse med en følelse af kinetisk energi og belønning.

Voidigo kombinerer alt dette og får hvert rum til at klinge og hoppe med en kakofoni af skrig, skrig og trill før det samler sig selv op, børster støvet af og gør det hele igen.

Hver ramme i Semiwork Studios roguelike er fyldt med bevægelse og aktivitet; reminiscent af Klasky Csupo's rystende, bølgende animation, når objekter og karakterer hopper og vakler, før du sender dem flyvende med et skud i ansigtet.

Voidigo er et roguelike, der minder om andre skærm-rystende top-down shooters som Nuclear Throne og Enter the Gungeon. Vi spiller som Drash, en lille pink fugledame, der ikke har nogen erindring om sin fortid, men er blevet udvalgt af Antivoid til at hjælpe med at bekæmpe Void, en altopslugende ondskab, der har ødelagt virkeligheden. For at gøre dette, skal vi besejre hjulformede niveauer, hver med en kerne i midten forbundet til en ring. Hvert niveau har en boss og et stort jagtdyr, der er korrumperet af krummens kræfter. Når du støder på bossen, der kan komme i enhver form, fra en kæmpe dronning myre til en kødædende plante med en anglerfish lokke, kan du begynde at rive den fra hinanden.

Bossene har ret store sundhedspartikler og et bredt udvalg af telegrapherede angreb, der er svære at undgå. Du vil hurtigt bemærke, at de har en stor sundbars, der er dækket af låse. Dette skyldes, at hvert kort har et sæt void-korrumperede monolitter, der beskytter bossen. Selvfølgelig skal du knuse dem, før du fuldstændig kan besejre niveauets ultimative fjende.

Men vent! Monolitterne er ofte låst med en nøgle, der holdes af en bestemt type minions, som kan findes i området omkring hovedhubben. Så målet med spillet er at finde monolitterne, få nøglen, eliminere den og jagte bossen. Det er dog ikke så simpelt, fordi bossene ikke er statiske; de færdes på kortet, og chikanerer dig, når de føler sig modige eller løber væk for at gemme sig og helbrede.

Loopet fungerer som en blanding af Monster Hunter og Nuclear Throne, et sæt mikro-mål, der tvinger dig til at deltage i helvedeskampe fyldt med aggressive træer, skaldede bøller og højlydte grise, alt imens du søger efter nye vortexer af loot for at gribe våben eller butikker for at genopfylde dit ammunition (eller holdbarhed for nærkampsvåben).

Ligesom de fleste roguelikes kan du også få mange passive opgraderinger: ædelstene, der skyder laser, knapper, der udløser tilfældige miljøeffekter, opgraderinger for at skyde hurtigere eller gøre dine arme længere...

Kampene er hektiske og kinetiske med projektiler og fjender, der skyder på hinanden, men du er udstyret med nogle gode bevægelsesmuligheder, herunder et sprint, et hop, der også fungerer som en undvigemanøvre, og et Mario-agtigt stomp, der bedøver fjender. Som med alle store roguelikes giver synergierne mellem våben og effekter dig mulighed for at skabe sjove kombinationer.

Voidigo er bestemt et spil, der er værd at prøve, så lad ikke den overdrivne 90'er surrealism afskrække dig. Der er masser af muligheder for en exceptionel oplevelse her, og at have niveau-besejrende bosser til at hjemsøge dig er noget, der aldrig bliver gammelt. Det hele føles lidt manisk, og det går hånd i hånd med den død-og-prøv-igen tilgang, der kendetegner et roguelike.