Wildfire · IDC Games

Stealth-spil har ofte to versioner. I dag er de fleste systemiske legepladser, hvor spillere præsenteres for en ræ

Stealth-spil har ofte to versioner. I dag er de fleste systemiske legepladser, hvor spillere præsenteres for en række muligheder for at overvinde en bestemt situation. I denne video rettes spilfejl kort efter de opstår, når vagten på vagt beslutter, at det kun var en flok “rotter”. På den anden side er der titler, der er mere stive, med kun én korrekt måde at spille på, og hvor hver fejl straffes med død og indlæsning af skærme.

Generelt er de mest succesfulde titler dem fra den første gruppe. Derfor siger vi, at der i Wildfire er situationer, hvor vi ikke ved, hvilken type stealth-spil der vil blive præsenteret.

I begyndelsen af spillet bliver vores landsby brændt ned, dens indbyggere taget til fange, og du bliver brændt på bålet for at være mistænkt for at være heks. Til din egen overraskelse kommer du ud med evnen til at trække ild ind i dine hænder fra enhver kilde omkring dig og sende den afsted som en ildkugle. Resten af spillet bruger du tid på at snige dig rundt i 2D-niveauer, undgå vagter og eventuelt redde landsbyboere.

På sit mest grundlæggende opnår du overlevelse ved at undgå fjenders synsfelt. Du kan hoppe over kløfter, klatre op ad vinstokke for at nå højere terræn, falde ned for at hænge under broer og kravle i højt græs. Dog har vagterne ikke synskegler som i Mark of The Ninja, hvilket gør det svært at vurdere, om de kan se dig eller ej. Vagterne patruljerer også langsomt og kan høre dig, hvis du hopper eller løber over stenoverflader, hvilket betyder, at den optimale løsning nogle gange er at vente længe og bevæge sig meget langsomt.

Heldigvis er det, der betragtes som optimalt, også valgfrit. De fleste niveauer kræver faktisk kun, at du når én udgang. Valgfri mål såsom at redde landsbyboere, forblive uopdaget og lade vagterne leve, giver dig perk-point. Dette føles som en tilladelse til ikke at bekymre sig for meget om detaljerne, hvis vi ikke ønsker det, hvilket er vigtigt at overveje i betragtning af, at spillet hedder Wildfire.

Ilden spreder sig, hvilket er en overraskelse. Vi kan kaste den på en træbro for at forkorte en irriterende vagtens patruljerute, men så forbruger ilden også en nærliggende vinstok, og så noget nærliggende græs, og derefter antænder den nogle tønder, der eksploderer og forårsager en kædereaktion, der fortsætter. og fortsætter gennem hele niveauet. Den vej, ilden vil tage, er stort set forudsigelig, men hvad der er mere bekymrende er, at i mange tilfælde forårsager brugen af ild mere ravage end det hjælper. Brændende græs for eksempel efterlader dig med færre steder at gemme sig, f.eks.

At se deres verden i flammer får også vagterne til at gå i panik, hvilket forårsager uforudsigelig adfærd. Panik er godt, fordi det giver dig mulighed for at komme forbi vagten uden at blive set, hvis du er hurtig, men det vil også nogle gange få vagterne til at kaste sig ud over klipper unødvendigt. Nogle gange vil de overleve faldet og ende i en ny position, der hindrer din fremgang, og nogle gange vil de dø, hvilket får dig til at fejle det valgfrie mål om at forblive i live. Ingen af delene virker som et godt bytte.

Vore firefærdigheder øges, når vi bruger opgraderingspunkter, og vi bliver til sidst ledsaget af vand- og jordkræfter, der låses op ved at nå nye dele af spilverdenen. Dog er mulighederne, disse færdigheder tilbyder, en udvidelse i kvantitet snarere end type.

Til sidst vil vi få evner, der tillader os at underkaste fjender mere direkte: vinstokke eller is til at fryse dem på plads, røg til at blænde dem, osv. Men det afhænger altid af designet af hvert niveau at bestemme antallet af ressourcer, der er tilgængelige for dig.

Afslutningsvis skal det siges, at Wildfire er blevet poleret på mange områder. Dets pixelkunst er ren og kommunikativ, dets brugergrænseflade lyder tilfredsstillende, og der mangler ikke noget. Tilesets ændrer sig, efterhånden som du bevæger dig gennem verden, nye fjender introduceres, og missioner har unikke mål eller uventede drejninger.